Saras dagbog

Saras dagbog

Dagbog Sara

Sara fortæller her om sit liv hvor hun blandt andet går spor både i træning og på prøver.

Hun er sku dygtig.

Mine spor oplevelserPosted by Ida Jensen 19 Nov, 2012 19:43:45

Det "går altid udover Sara", når vi skal sportræne. Vi har plads til 2 hunde i bilen, og som regel bliver Othello og Laika valgt til at tage med. Det er derfor ikke ofte Sara er med, hvilket egentlig er synd, da Sara elsker at gå spor, og også syntes at være meget stabil i sin løsning af de forskellige spor.

Sara havde gået og puffet til mig de sidste 14 dages tid. Hun havde holdt øje med sportasken dagligt, og ja hun blev mere og mere ulydig på vores gåture, men også nærmest destruktiv på de ting, hun nu kunne finde på sin færden i huset. Jeg har haft snevejr på værelset mere end 1 gang, men "det har selvfølgelig ikke været Sara" som har set på mig med de mest uskyldige øjne. Det blik er rigeligt til at fortælle, hvem synderen er, når resterne af min vinterdyne ligger spredt på gulvet, med hvide fnug allevegne.

Heldigvis tilbød Bodil, at Sara kunne komme med til træning denne gang. Yes tænkte jeg, selvom jeg jo også har set Othello tjekke sportasken flere gange dagligt i den senere tid.

Sporet var lagt 25 timer før, og kun med blod i anskudssted, i 2 sårlejer og ved sporslut. Sporet blev lagt med dådyrklove, spændende da vi ellers altid træner på rådyrklove. Jeg må indrømme, at jeg var spændt på, om hundene kunne klare deres spor, da vejret i efterårslune, medvirkede til, at bøgeblade flagrede rundt på det næsten ½ meter tykke lag i skovbunden. Samtidig var det koldt, begyndende dis fra Østersøen og pænt blæsende da sporet blev lagt. Hen over natten var kommet en lille regnbyge. Heldigvis var vi sikre på, hvor sporet gik, selvom vi fór vild i skoven, da vi var færdige med at lægge Sara´s spor. Det er vist første gang Bodil er faret vild, men bestemt ikke første gang for mig.

Sara skulle gå spor først. Hun er stadig bange for at køre i bil, men falder til ro efter et spor. Dette ville hjælpe, når vi skulle køre videre til Laika og Minka´s spor på de hullede skovveje.

Sara var rigtig glad. En rigtig curly viser aldrig glæde på samme måde som en labrador eller andre hunde tror jeg. En rigtig curly er værdig og holder på sin stil, så kun Os der kender curlyerne kan se, at nu er glæden total. Sara grinede over hele hovedet og kunne slet ikke vente på vores snakken, mens vi gik ud af skovvejen for at komme frem til kassen.

Hun sad musestille, mens jeg gjorde klar med sele og line. Jeg kunne mærke en osende glæde i hendes krop, og at hun var mere end klar til at komme i gang. Det tog et split sekund, så var anskudsstedet markeret. Sara brugte pæn tid på at nifle rundt i anskudsstedet, før hun tog beslutning om, at gå ud af sit spor. Et lille tjek til højre for sporet, som gik i en blød bue til venstre, skulle lige stadfæste for Sara, at hun havde styr på korrekt retning. Hun smilede fra øre til øre, og gik så "sit eget spor" ca. 1½ remlængde fra sporet. Det var tydeligt, at hun vidste hvor sporet var, men at hun var så glad og lidt drillesyg, så hun skulle lege lidt med sit spor. Det var jeg nu ikke helt med på, så et søge spor med bestemt stemme, bragte straks Sara til fatning. Hun slog straks af sit pjattespor og gik direkte og på tværs hen til sporet, hvor det var lagt. Faktisk en fantastisk præstation, som viste, at hun hele tiden havde styr på sit spor. Nu kunne jeg mærke kommunikation i linen og at nu skulle vi gå spor. Vi gik fra bøgeskov ud i højt græs med tætliggende grantræer. Her var en svag bue mod venstre og kort efter skulle vi ud på et skovspor og følge dette mod højre omkring 20 meter. Længere fremme skulle vi i et venstreknæk og ind i tæt granområde og ned til et vildthegn og følge dette mod venstre med passage forbi 2 fodertønder. Området bliver anvendt til udsætning af fasaner, så det var spændende for en hundenæse. Sara var tændt nu, men kun på sit spor. Hun øgede farten betydeligt, så det storsnakkende følge Hanne og Bodil sakkede bagud. Vi kom fint igennem granområdet og ud igen i åben bøgeskov. Sara skulle nu i en bue mod venstre. Hun søgte dog en ½ remlængde langs vildthegnet fremad, men finder hurtigt ud af, at det er galt. Hun vender retur og finder straks sit spor igen. Kort efter ligger første sårleje. Sara kommer forbi uden at markere sårlejet. Hanne anbefaler, at jeg stopper Sara, selvom hun er godt i gang med at komme videre på sporet, da vi i dag skal træne sårlejer, og det vil være ærgerligt, hvis Sara misser den mulighed. Hun bliver sat af og opstartet igen ca. 3 meter fra sårlejet. Hun går lige frem og stempler sårlejet i fin stil. Kort ros og en godbid for at vise, at det var så fint. Sara går straks videre på sporet, som fører Os igennem bøgeskov, hvor hun pludselig søger tilbage og drejer mod venstre for at komme over en dyb grøft. Netop som Bodil siger "pas på", vender Sara, da hun er klar over, at hun er på forkert spor (vildtfært). Hun søger selv tilbage til sit spor længere fremme, hvor hun var slået af sporet. Det syntes jeg var rigtig flot klaret. Nu går vi videre direkte på sporet og op mod et område med graner på hver side. Vi passerer en skovvej uden tøven og går ned i et område, hvor der ligger en lille å, som passeres. Vi skal nu ind i et område med store gamle graner og opad i svag stigning, hvor bambi har lagt frakken et pænt stykke inde. Sara går direkte frem til Bambi og logrer og griner med ansigtet. Hun får sin kattemad og løbet fra det dådyr, som kloven er klippet af.

Sara havde lavet en fantastisk bedrift. Hun var tændt og målrettet og bedst af alt, hun rettede sig selv på sporet med tydelig angivelse af, at hun hele tiden vidste hvor sporet var. Dejligt at gå bag Sara og føle sig tryg og klar på, at hun nok skulle finde bambi om vi så skulle gå til verdens ende. Sara havde vist, at selvom hun ikke bliver trænet så meget som de andre, så er hun fuldt på højde med dem i sine sporevner.