Saras dagbog

Saras dagbog

Dagbog Sara

Sara fortæller her om sit liv hvor hun blandt andet går spor både i træning og på prøver.

Sara er klar til træning igen.

Mine spor oplevelserPosted by Ida Jensen 11 Jul, 2012 14:53:37

Sara fik sin sidste behandling hos kiropraktor sidste torsdag med melding om, at vi bare kan se at komme i gang med træning igen. Dejlig nyhed, selvom jeg stadig syntes Sara er stiv i bevægeapparatet og humøret ikke helt i top.

Da jeg ikke kunne komme på WT med Laika, da hun absolut skulle blive løbsk og tillige højløbsk i lørdags, så måtte jeg blive hjemme. Hvad kunne så være mere spændende end at lægge spor til både Laika og Sara.

Vejret var utrolig lummert, da begge spor blev lagt. Jeg svedte tran, og da jeg havde lagt Laika´s lange spor, så gad jeg faktisk ikke mere. Jeg kom så til at "se Sara´s skuffede øjne" for mig, og så kom energien alligevel frem.

Sporet blev lagt i et område, hvor vi tidligere for lang tid siden har lagt nogle spor, men hver eneste gang er vi faret vild, og det er altid endt op med, at vi ikke kom frem til sporslut. Dette uanset hvor mange markeringer, der er blevet sat.

Hvorfor jeg så skulle plage Sara med et spor i dette skovhelvede ved jeg ikke, men jeg troede på hende, og tænkte, at jeg måtte da være blevet klogere. Desværre havde jeg ikke gps med, da Bodil havde gemt den et eller andet sted i huset. Derfor ville jeg sætte mange markeringer op for at være helt sikker, og så svært kunne det jo ikke være.

Sporet blev lagt. Anskudssted blev placeret på en høj bakke, lige midt i den bagende sol. Jeg var godt nok spændt på, at se om Sara kunne finde anskudsstedet, da hun skulle arbejde sig op af højen i søgning på anskudsstedet, og så samtidig, om der kunne være mere fært tilbage, når jeg kom 25 timer efter.

Sara var 2. hund på sporet, da Laika skulle gå spor først. Det var lige så varmt som dagen før, og med mega høj luftfugtighed. Imidlertid var Sara meget spændt, glad og parat. Det varede ikke mange øjeblikke for hende at finde anskudssted. Hun har altid været super til dette. Straks fandt hun udgangssporet, men skulle så som typisk for hende, lige spise noget græs for at stresse lidt af. Jeg har erfaret, at hun ikke skal henstå sådan, men se at komme i gang igen, så straks får hun med bestemt tone at vide, at hun skal søge sit spor. Det "gør jeg så, tænkte Sara". Ned af højen og ind i den mørke og underlige skov, hvor vi altid farer vild. Sara "ramte" skoven lige ved en stor kvasbunke, som jeg dagen før var trampet igennem. Typisk curly med hjerne. Sara spotter i sporets retning, går en god bue udenom kvasbunken og retur lige nøjagtig, hvor sporet gik ud fra kvasbunken. Nu gik det livligt afsted, selv set i Sara-tempo. Nu begyndte mareridtet. De markeringer, jeg havde sat talrige af, dagen før, viste sig ikke "at holde vand". Millioner af små og store pinde stod fra naturens side op af de tusindevis af yngre træer i skoven. Jeg havde intet at pejle efter, og da Sara med overbevisning strøg ud og ind mellem træerne, så var der ikke andet at gøre end at følge med. Jeg var klar over, at vi på tidspunkter ikke kunne befinde Os på sporet, eller ihvertfald det spor jeg havde lagt. Vi søgte hist og pist, blev afbrudt af Bodil flere gange med oplysning om, at her stod en pind, og om det kunne være en jeg havde sat. Hvordan dælen skulle jeg kunne svare på det. Jeg var jo utallige meter foran, og igen millioner af pinde sad og lå op af div. træer. Udmattelsen satte sig i mine og Bodils ben. Vi måtte desværre give op. Jeg nænner ikke at skrive, at vi var gået i rundkreds og var på vej tilbage til højen, dog uden at gå i bagsporet. Det kan da godt være, at jeg havde gået sådan dagen før, da orienteringsmulighederne er bitte små i den mørke og tætte skov. Bodil og jeg følte det som en vandring i ørkenen pga. tørst og udmattelse. Sara var glad og tilfreds og ville hele tiden en anden vej end Os. Nu er Sara jo en drønert til tider, hvor hun kan finde på at snyde med sporet, hvis hun mærker usikkerhed hos mig. Derfor besluttede vi, at det rådyrløb jeg havde i tasken, skulle bruges til slæbespor nogle meter, og så kunne Sara sættes på det og nå frem til Bambi uden hendes mistanke om, at vi snød hende fra sporet. Som sagt så gjort. Sara genoptog med glæde slæbesporet og fandt Bambi´s lette fod og strålede af glæde over sit fund. Kattemad og ros, og så skulle vi bare ud af den forbandede skov. Først drak vi resterne af vandet i vandflaskerne i bilen, siden drak vi resterne af hundenes vand, ikke fra deres vandspand men fra vandbeholderen. Her var tale om adskillige liter vand til indtagelse. Det gjorde godt. Selvfølgelig fik både Sara og Laika vand først, ellers er man ikke et ordentligt menneske, hvis man ikke sørger for dyrene først.

Ligesom med krondyr, så er den forbandede skov en hurddle, som skal overvindes. Næste gang skal jeg sætte så mange strips, så jeg vil føle at jeg er kommet ind i en hippieforretning med tingel tangel fra loftet. Jeg ved, at denne vanskelige skovdel er fyldt med vildt (primært fasaner og harer), men det skal overvindes. Sådan har jeg det også med krondyrfært. Det bliver svært, men det skal overvindes som en barriere for vores spor.